Opdatering: Regler for sidemonterede nummerplader
Resume:
Motorstyrelsen offentliggjorde i april 2020 et nyhedsbrev om regler for sidemonterede nummerplader på motorcykler. Flere borgere har været i tvivl om den nye praksis, og derfor offentliggør Motorstyrelsen nu dette bilag til nyhedsbrevet med eksempler på lovlig og ulovlig placering af sidemonterede nummerplader.
Motorstyrelsen har siden offentliggørelsen af nyhedsbrev om sidemonterede nummerplader på motorcykler modtaget flere henvendelser fra borgere og andre, som er i tvivl om den nye praksis, som den er beskrevet i nyhedsbrevets afsnit 3.
Følgende fremgår bl.a. af nyhedsbrevets afsnit 3:
“Det fremgår af forordning nr. 44/2014, at monteringsfladen for nummerpladen bag på køretøjet skal være udformet således, at hele nummerpladen kan anbringes inden for de to parallelle lodrette planer i længderetningen gennem køretøjets yderpunkter uden hensyntagen til førerspejle. Monteringsfladen må ikke i sig selv udgøre køretøjets yderpunkter.
Der stilles således ikke krav om, at nummerpladen skal være placeret centreret bag på køretøjet så længe nummerpladen er placeret bagerst på motorcyklen.”
Motorstyrelsen skal her præcisere, at ovenstående betyder, at en nummerplade reelt kan monteres ved et beslag, som er fæstnet på siden af motorcyklen, men at nummerpladen anses for at være placeret bagpå, hvis følgende to krav er opfyldt:
- Monteringsfladen for nummerpladen må ikke i sig selv udgøre motorcyklens yderpunkter i sideretningen, dvs. bredden. Når motorcyklens bredde fastlægges, medregnes førerspejle (sidespejle) ikke.
- Nummerpladen er placeret bagerst på motorcyklen.
Det er Motorstyrelsens opfattelse, at nummerpladen anses for at være placeret bagerst på motorcyklen, hvis nummerpladen er placeret, så den flugter med yderkanten af baghjulet (se eksempel 5 nedenfor).
Eksempler på placeringer af nummerplader
I eksemplerne nedenfor vises det med farverne grøn og rød, hvad der er henholdsvis lovligt og ulovligt i forhold til placeringen af nummerpladen.
Er nummerpladens placering angivet med en grøn streg, er placeringen lovlig og kræver ikke dispensation.
Er placeringen af nummerpladen angivet med en rød streg, er placeringen ikke lovlig og vil kræve en dispensation, medmindre motorcyklen er synet med en sidemonteret nummerplade i perioden fra den 31. januar 2017 til og med den 1. maj 2020 (se afsnit 4 i nyhedsbrevet fra 22. april 2020). For disse motorcykler er placeringen lovlig indtil næste ordinære syn.
Det er under alle omstændigheder en betingelse, at nummerpladen er synlig i en vinkel på 30 grader til hver side, 15 grader opad og 0 grader nedad.
Eksempel 1 – Nummerpladen skal være placeret indenfor motorcyklens yderpunkter i sideretningen
Dette betyder, at nummerpladen skal være monteret indenfor motorcyklens bredde uden hensyntagen til førerspejle. De stiplede linjer nedenfor viser motorcyklens yderpunkter. Den grønne linje viser en lovlig placering, da nummerpladen er indenfor yderpunkterne, og den røde streg viser en ulovlig placering, da nummerpladen rækker ud over yderpunkterne.
Eksempel 2 – Nummerplade monteret på almindelig vis
Eksempel 3 – Nummerplade monteret på siden ud for bagerste hjulaksel
Eksempel 4 – Nummerplade monteret på siden mellem bagerste hjulaksel og yder-kant af baghjul
Vedrørende eksempel 4 skal det bemærkes, at en sådan placering kan have været lovlig efter den tidligere (og nu ophævede) praksis, hvis nummerpladen var synlig i vinklerne 5 grader nedad, 30 grader opad og 30 grader til hver side. De dagældende krav til nummerpladens synlighed fremgår af det nu ophævede direktiv 2009/62/EF.
Er motorcyklen blevet synet med en sådan placering af nummerpladen i perioden fra den 31. januar 2017 til og med den 1. maj 2020, kan motorcyklen forblive indregistreret med denne placering af nummerpladen indtil næste ordinære syn.
Eksempel 5 – Nummerplade monteret på siden ved yderkanten af baghjulet
Bemærk, at hvis nummerpladen er placeret længere tilbage end det, som er illustreret ved eksempel 5, vil dette også være tilladt. Det afgørende er, at nummerpladen som minimum er placeret så langt bagud, at den flugter med yderkanten af baghjulet.