Er min E. godkendte udstødning altid lovlig? Og et godt tip om Carbon dæmpere…

Svaret er ja – og nej, og forklaringen kommer her:

Første step er, at fastslå om den er lovlig på din motorcykel og her gælder det om E nummeret er det rigtige. Hvor kan du få det oplyst? Hos producenten,importøren eller forhandleren af det mærke du har monteret. Har du købt den brugt så tag fat i sælger som måske har haft den fra ny, for i hver ny udstødning medfølger dokumentationen for godkendelsen.

Vær opmærksom på at dit godkendelses nummer på udstødningen skal passe på din motorcykel type/årgang. Du kan altså ikke lovligt montere en udstødning fra en anden årgang – uanset om den kan monteres problemfrit – hvis dens E nummer ikke er i overensstemmelse med godkendelsen til din motorcykel.

Rigtig mange udstødninger, specielt i sportskategorien, er af gennemstrømningstypen der er blevet monteret med en ekstra lyddæmpende funktion i form at en såkaldt DB killer. Denne kan have mange udseender og op til E3 godkendelser var den påboltet og relativ nemt udtagelig – i E4 versionen er de nu fastmonteret og kun besværligt udtagelig. E5 handler ikke kun om støj, men også “møg” i form af luftforurening – så her er katalysator også en fast bestandel.

For alle typer bortfalder godkendelsen hvis de demonteres og motorcyklen anvendes på offentlig vej.

Lyddæmpere skal vedligeholdes – ikke bare udenpå, men også indvendig!

Når en sådan lyddæmper ældes – bliver lyddæmper delen (ofte bestående af glasfiber materiale, enten i måtteform, løse materialer eller regulære indsatser) over tid presset sammen. I nogle tilfælde kan en dårlig forbrænding fremskynde denne udvikling.

Resultatet er, at udstødnings lyden langsomt, men sikkert forøges for så på et tidspunkt at overstige godkendelsen. Altså slides dæmper indsatsen, på samme måde som dine bremseklodser, kæde hvis du har sådan en, kabler etc. gør det, og skal derfor serviceres for at opretholde det lydniveau lyddæmperen er godkendt til.

Du kan få servicekit til din lyddæmper, der som eksempel kan se sådan ud:

Jo, men den er jo godkendt så må den jo også være det – ik’?

Svaret er igen, at det er den naturligvis – efterfulgt af – i den tilstand den var fra ny mht. lydniveau.

Skal den så kasseres? Nej bestemt ikke den skal bare serviceres, eller som vi kalder det: “Pakkes om”

Hvor tit skal det gøres? Svært spørgsmål for det afhænger af hvordan motorcyklens motor er justeret og, af den måde den køres på.

I eksemplet herover er der gået cirka 5 år og den lød da godt, men altså over det tilladte, så den måtte lige en tur forbi værkstedet og have nyt dæmpermateriale monteret.

Nu er den igen lovlig – og der kan køres gode ture både her i landet og uden for landets grænser, uden at skulle af med min. kr.2.500,- (link til bødestørrelserne her.) hvis man blive stoppet i en kontrol. De penge er da meget bedre anvendt til træf eller andet grej.

Vær specielt opmærksom hvis du har en Carbon (kulfiber) lyddæmper monteret for her er det ekstra vigtigt at den er rigtigt “pakket”!

Herunder ser du én hvor dæmper materialet er brændt igennem over tid. Resultatet er, at kulfiberkappen bliver udsat for extrem varme – hvilket får den til at gå i opløsning og derfor desværre må kasseres.

Hvordan ved jeg så om min kulfiber er truet af varme? 

Det ved du når du – med forsigtighed – lægger hånden på dæmperen når du kommer hjem fra en tur – er kulfiberen ensartet varm, er det formodentlig ok. Mærker du forskellige varme grader er der grund til at undersøge hvorfor – for også her er det billigere at forbygge – end at helbrede!

Er du i tvivl, så spørg din forhandler.

Du kan få hjælp til “om pakning” hos alle MFF forhandlere- find den nærmeste her https://mff-dk.dk/ – eller bestille dæmpermateriale hvis du selv ønsker at lave opgaven. Her en vejledning – så kan du selv overveje hvad der er den rigtige løsning for dig.