Pligt til at anvende styrthjelm ved kørsel på trehjulede-og visse firehjulede motorkøretøjer m.v.
Lovforslag til indførelse af pligt til at anvende styrthjelm ved kørsel på trehjulede-og visse firehjulede motorkøretøjer m.v.
Ikrafttrædelse 1.juni 2020
Beskrivelse af lovforslag.
Udviklingen på køretøjsområdet har betydet, at der i dag produceres typer af tre- og lette firehjulede motorkøretøjer, som i henhold til færdselslovens definitioner betragtes som en bil.
De adskiller sig dog fra almindelige firehjulede personbiler, idet de ofte er konstruerede med sadel, uden karosseri (kabine) og uden sikkerhedssele. I relation til sikkerhedsudstyr svarer det derfor til at køre på en motorcykel.
Da køretøjerne er omfattet af den overordnede definition af bil, gælder der imidlertid ikke en pligt til at anvende styrthjelm, idet en sådan pligt kun gælder for kørsel på motorcykel og knallert.
En quadricykel, som blandt andet omfatter en ATV (All Terrain Vehicle), og tunge trehjulede 3 motorkøretøjer, er eksempler på køretøjer, hvor der efter den gældende færdselslov ikke er pligt til at anvende styrthjelm under kørsel.
Da kørsel på ovenstående køretøjer, i tilfælde af et uheld, svarer til at køre på motorcykel, er det uhensigtsmæssigt og færdselssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt, at der ikke gælder et krav om anvendelse af styrthjelm, idet det utvivlsomt øger risikoen for alvorlige skader i tilfælde af en ulykke.
Lovforslaget har således til formål at fastsætte pligt til at anvende styrthjelm ved kørsel på trehjulede biler og lette firehjulede biler (quadricykler), herunder ATV’er.